Har din chauffør kørekort? – Odder Kommune vil forlænge aftale med kritiseret samkørselsvirksomhed 

Der er kollektiv transport på tapetet, når Udvalget for Klima og Plan i Odder Kommune i dag mødes til udvalgsmøde. Samkørselsplatformen Nabogo står til forlængelse, men noget tyder på, at sikkerheden halter.  

Af Gustav Bo Hansen 

Foto: Gustav Bo Hansen. Arkivfoto, Odderen.

Er nemt og hurtigt nødvendigvis godt? 

Du downloader appen. Skriver dit navn, adresse, e-mail og telefonnummer. Men du bliver ikke bedt om din alder. Når du logger ind, er den eneste legitimation, du skal give, en kode sendt på sms.  

Så nemt er det at tilmelde sig som chauffør eller passager ved Nabogo, som Odder Kommune i dag muligvis vil forlænge med.  

Nabogo er en samkørselsplatform, hvor man kan tilmelde sig som chauffør, og oprette ture som man kører. Hvis man opretter sig som passager, kan man notere, hvor man skal til og fra, og derefter vil den matche med en chauffør, der kører forbi ruten.  

Tidligere har TVSyd bragt en historie, hvor de kunne fortælle, at Nabogo ikke kræver legitimation, bevis for at have kørekort, eller børneattester som det ellers er påkrævet af virksomheder, der driver taxa.  

Krav til chauffører skjult i servicevilkår 

“Jeg synes, at de skal ændre kravene til chaufførerne”,

fortæller Jannie Bagnowska, der har oprettet sig for at tilbyde samkørsel. Hun arbejder til dagligt på Odder Gymnasium, som netop er et hovedargument for, at man i dag vil forlænge aftalen. 

Foto: Gustav Bo Hansen. Arkivfoto, Odderen.

Hun fortæller, at hun ikke har skulle verificere, hvem hun er, og ikke har givet bevis for, at hun har kørekort:

”Det er fuldstændig ude i hampen, at man ikke skal bevise, at man har kørekort”.  

I servicevilkårene skriver Nabogo, at man skal være 16 år for at bruge appen, og at man som chauffør skal have føretilladelse. I praksis skal man ikke føre bevis for, at man opfylder disse krav.   

”Alt det her skulle have stået i starten. Det skulle være noget, hvor jeg kunne trykke af for de enkelte dele, at jeg faktisk havde læst dem,”

siger Jannie om de servicevilkår, som hun som mange andre bare har trykket ‘accepter’ til. 

Hun fortæller, at hun ville have samlet en 13-årig op, hvis det var med forældrenes samtykke, uden på nogen måde at kunne vide, at hun faktisk brød med deres regler.  

Oliver Mathiasen, der er landechef i Danmark for Nabogo, fortæller, at de er ved at færdiggøre en tilføjelse af MitID, der forventes at træde i kraft i løbet af den næste uge. De arbejder ikke på at tilføje en verifikation på chaufførers kørekort.  

This article was written by 57294