Odder Kommune: Udvalget for Klima og Plan fører i dag status for projekt, der skal anlægge supercykelstier mellem Odder og centrale nabobyer.
Af Camilla Meglby Iversen
Foto: Visionskort fra Supercykelsti-samarbejdet Region Midtjylland. Obs: Ikast-Brande og Herning Kommune er efterfølgende blevet en del af samarbejdet, men er ikke kommet på kortet endnu.
Odder Kommune deltager sammen med 11 andre kommuner i et projekt om supercykelstier i Region Midtjylland. Supercykelstierne skal forbinde centrale byer på tværs af regionen. Det vil for Odder Kommune betyde bedre cykelforbindelser til Aarhus, Skanderborg og Horsens.
Nu mødes kommunens udvalg for Klima og Plan for at drøfte indsatsen hertil i forbindelse med opstart af en ny projektperiode.
Næste skridt for Odder Kommune bliver en supercykelsti til Aarhus. Arbejdet på forbindelsen begynder i 2025 og selve anlægsarbejdet i 2026. Der er i kommunens budgetaftale afsat 21,3 millioner kroner over de næste tre år til arbejdet med cykelstien. Heraf er halvdelen finansieret af tilskud fra Vejdirektoratets cykelpulje.
Arbejdet til nu
Projektet startede tilbage i 2021, og første periode er nu afsluttet.
I løbet af de første tre år, har man etableret to procent af de planlagte ruter på tværs af regionen, fremgår det af en evalueringsrapport. Herudover er arbejdet hovedsageligt gået på planlægning og finansiering.
Den næste projektperiode er både besluttet og finansieret, så den vil løbe fra nu til 2028. Her forventes det, at 12 procent af de planlagte ruter vil være etableret indenfor tre år.
Sundhed i fokus
Palle Holsting sidder i kommunens udvalg for Klima og Plan og Region Midtjyllands udvalg for supercykelstier. Han fortæller, at man i kommunen gerne vil skabe bedre forhold for dem, der benytter sig af stierne, men man håber også på at lokke flere til at vælge jernhesten:
”Vi skal cykle meget mere og bruge vores krop. Det er almindelig folkesundhed”
Sundheden er oftest det, der motiverer pendlerne til at vælge cyklen, ifølge samarbejdets hjemmeside.
Tal fra Supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen viser, at 14 % af nye brugere af cykelstierne, tidligere benyttede sig af bilen. Det tyder altså på, at de nye stier vil lokke flere væk fra bilerne.